Vuggestuestart og en indre konflikt

nanabech

I mandags havde Oskar første dag i Vuggestuen. En dag jeg har haft ondt i maven over siden engang i efteråret, da det gik op for mig, at Oskar faktisk skulle i vuggestue på et tidspunkt. Først var det nemt at skubbe tanken til side – jeg var på barsel og der var vildt lang tid til. Og det er jo bare sådan det er.

Tiden gik og det kom tættere og tættere på. I december blev det meget virkeligt, da vi blev tilbudt en plads, som vi endte med at takke nej til og så skubbede jeg tanken væk igen – altså indtil det blev januar, der var nogle uger tilbage af barslen og vi fik endnu et tilbud. Mit hjerte gik i tusinde små stykker og vi lavede regneark på regneark med alle mulige forskellige scenarier, blot for at konstatere, at så længe vi bor, hvor vi gør, er der ingen vej udenom. Jeg kan ikke få dagpenge, med mindre vi har et pasningstilbud, og de dagpenge skal vi bruge, som det ser ud lige nu.

Så hvordan er den første uge gået, nu hvor virkeligheden ramte?

Vi har heldigvis tid til en rimelig lang indkøring og pædagogerne er skide søde og helt med på, at det ikke kun er Oskar, men også mig, der skal vende sig til det hele, så vi har aftalt at tage det hele dag til dag, så Oskar (og jeg) kan følge med.

Hele sidste uge var vi der hver dag i først 1, senere 2,5 timer. Jeg har været med hver dag og er endnu ikke gået fra institutionen uden Oskar. Det har primært handlet om, at han skal lære stedet og menneskerne at kende, så vi har leget inde på Oskars stue, og når han har villet rundt og kigge på de andre stuer – det er en meget åben institution – så er jeg gået med rundt. Og så har jeg siddet lidt på stuen, mens pædagogerne har været rundt og kigge med Oskar et par gange. Helt stille og roligt.

Desværre er der kommet et CV-kursus (af de der super spændende jobcenter-nogen) ind fra højre, så allerede på mandag, kommer Oskar til at have sin første lange dag (mens jeg kommer til at sidde og tude ned i computeren på et eller andet skodkursus i Åbyhøj. Hallelujah…). Det betyder, at vi har skruet lidt op for tempoet i den her uge, så i dag og onsdag prøver jeg at gå en lille tur og torsdag prøver vi at lade ham tage en lur deroppe. For en lillebitte fyr, der stadig bliver ammet i søvn til langt de fleste lure, er det voldsomt, synes jeg, men jeg ved ikke, hvad vi ellers skal gøre. Så nu prøver vi. Worst case må jeg jo hente ham igen.

Men hvordan har han – og jeg – taget det?

So far har Oskar taget det hele nogenlunde som jeg havde forventet – han tager sig god tid til at tage rummet, tingene og menneskerne ind. Vil helst ikke for langt væk fra mig og har set helt forkert ud i ansigtet og er brudt sammen, hvis jeg har været for langt væk på et forkert tidspunkt. Omvendt kan han også godt distraheres i noget tid og har taget det pænt de sidste par gange pædagogerne er gået på opdagelse i huset med ham. Så det går vel så fint, som det kan gå. Jeg har hele tiden vidst, at han ikke ville være et af de børn, man bare kan plante i en bunke legetøj og så gå ud fra, at han er glad – han er super tryghedssøgende og har det generelt bedst hvis jeg er indenfor en radius af et par meter. Og det er netop det, der gør det her så svært for mig.

Jeg har no shit grædt hver dag siden han startede. Ikke sådan hulke-agitg-bryden-sammen, men tårer, der bare løber, når jeg kommer til at tænke for meget over, hvad vi har gang i, fordi det føles så forkert at aflevere det her lille menneske til nogen, der ikke er hans familie. Og det har intet med hverken vuggestuen eller pædagogerne at gøre – de er simpelthen så søde og gør virkelig alt for at se Oskar og tage det hans tempo. Jeg har ikke en finger at sætte på dem! Det er langt mere overordnet, at vuggestue som koncept føles grundlæggende forkert, synes jeg.

Et lille rant om adskillelseskultur og ondt i hjertet, til dem, der gider den slags:

Jeg ved godt, at nogle af jer står af allerede når jeg nævner begrebet “adskillelseskultur” – at det er et begreb, der kun bruges til at shame forældre, der ikke hjemmepasser. For mig at se er det et forsøg på at beskrive en oplevelse af, at vi har gjort institutionaliseringen af helt små børn til normalen i en sådan grad, at det ses som lidt sært at passe sit eget barn. Det er sgu da vildt!

Vi står med en kultur, hvor forældre tvivler på, at de selv er nok for barnet. En kultur, hvor der fra statslig eller i hvert fald kommunal side lægges op til, at institutionalisering af helt små børn er at foretrække over pasning af egne børn. Hvor man knapt nok når at gå på barsel, før man mødes med “glæder du dig ikke til at komme tilbage til det virkelige liv?” – jamen hvad er mere virkeligt, end det lille bitte menneske, som jeg har ansvaret for nu?

Jeg er ved at køre Oskar ind i vuggestue nu, og fra alle sider ses det som fuldstændig normalt, at han begynder at græde, når jeg går. Jamen hvorfor skal jeg så gå? Hvad er det, jeg skal have så travlt med? Hvorfor skal et barn, der ikke engang har lært at gå, vende sig til, at hans primære omsorgspersoner forlader ham i flere timer ad gangen? Jeg kan ikke spørge ham, hvordan hans dag har været og han kan ikke sige det, hvis der er noget galt.

Når børnepsykologer og forskere over en bred kam er enige om, at barnet bør være med sine primære omsorgspersoner de første 2-3 år – eller som minimum indtil de er 1,5 år – hvordan kan vi så som samfund være blevet enige om, at det er helt normalt at starte op ved 10 måneder? Og så oven i hatten gøre det så svært for forældre, der rent faktisk gerne vil passe sine egne børn i den første tid?

Og så skal jeg slet ikke gå ind i snakken om normeringer i institutioner, men av mit hjerte, den dokumentar DR2 lige har sendt var ikke rar at se.

Om nattesøvn og allergivenlige dyner

majsdyne

Reklame – dyner og puder modtaget i gave fra Liams.dk

Lige så længe jeg kan huske, har søvn været en big deal for mig. Jeg elsker at sove! Og jeg er god til det. Jo, bevares, alle kan da sove, så på den måde er det er lidt sølle skill, men vi snakker god til det, som i at kunne sove hvor som helst og når som helst. I busser, i fly, i biler, på gulvet, på sofaen, på stranden… Og vist også hos frisøren en enkelt gang. De der massagestole, i ved.

Nå, men med en baby i huset er søvn pludselig gået fra at være en selvfølge til en luksus. Vi har heldigvis været nogenlunde forskånede med Oskar, der for det meste sover med få opvågninger og vågner mellem halv syv og halv otte. For det meste. Og det er faktisk ikke engang fordi vi kører det store putteritual. Vi lægger os ind i sengen, og så ammer jeg. Synger måske lidt eller snakker bare helt forsigtigt. Oskar møffer lidt rundt, og så finder han ro og falder i søvn. Igen – for det meste. Det samme gør sig gældende til middagslurene, der oftest bliver taget indenfor.

Lang historie kort bruger vi rigtig meget tid i dynerne, så selvfølgelig skal de være i orden. Jeg er selv allergisk overfor husstøvmider, og det er ved gud en irriterende allergi, så vi er ret obs på at gøre vores til at Oskar ikke udvikler det. Så da søde Lea fra Liams.dk spurgte, om vi ville teste et sæt allergivenlige majsdyner, måtte jeg straks ind og læse lidt op på det – og så skyndte jeg mig at sige ja tak. Derfor: Dyner og puder modtaget som gave til test – yes?

Majsdyner?

Hvis I er nysgerrige synes jeg faktisk, at I skal smutte forbi her og læse det hele selv, men jeg vil lige hive de ting frem, som var vigtige for mig.

Dynerne er skabt af den majsstivelse, der er tilovers efter majsproduktion og er altså et skridt på vejen mod en mere bæredygtig tilværelse – noget jeg forsøger at blive bedre til hele vejen rundt, så hvorfor ikke også her? Fibrene i dynerne er både temperaturregulerende og fugtafvisende, så de blier hverken for varme eller for kolde, og så sørger de for, at sved ikke bliver absorberet, men transporteret væk. Den feature kunne jeg virkelig godt have brugt de første par måneder efter fødslen, hvor den famøse momheat virkelig var en ting. Kristus, der er intet mere irriterende end at vågne af en klam, våd dyne, når ens baby endelig sover.

Det allervigtigste for mig var dog allergivenligheden – livet er for kort til dyner, der får en til at nyse. Majsdynerne er behandlet med en 100% naturlig og Oeko-Tex certificeret støvmidebehandling, så tjek og tjek.

majsdyne

Men er de så gode?

Ja, det synes jeg. De opfører sig lidt anderledes end en dun-dyne, og det skulle jeg lige vende mig til. De er ikke så fluffy til at starte med, men det bliver bedre ved brug. Derudover var det som om fibrene “larmede” lidt i starten. Det er svært at forklare, men det forsvandt helt ved brug. Som om det lige skulle soves til. Til gengæld så virker temperaturreguleringen altså! Jeg (well, Oskar og jeg) har brugt dynerne siden september, så de er testet godt igennem efterhånden og de holder altså temperaturen og vigtigst, holder sig tørre. Oskar sveder fx helt sindssygt på hovedet, når han falder i søvn, og der er puden altså bare mere tør, når man vender den, end den han har med dun.

Alt i alt en kæmpe anbefaling – specielt til dig, der er allergiker eller sveder meget om natten. Og så lagde jeg i øvrigt lige mærke til, at både puder og dyner faktisk er sat ned lige nu. Bare et tip. I finder majsdynerne her.

Tankemylder om institutioner og adskillelseskultur

hjemmepasning

Selvfølgelig sker der noget med én, når man bliver mor. Prioriterer forandres og forskubbes, for der er pludselig noget, der er langt vigtigere end en selv. Det er en kæmpe kliché, så det er ikke fordi, jeg ikke havde hørt om det, men jeg var alligevel ikke forberedt på, hvordan det føles, når ens (indre såvel som ydre) verden i den grad forandrer sig.

Jeg har snakket lidt om det herinde, men det er intet i forhold til hvor meget det fylder for mig, det her med om Oskar skal i vuggestue. Vi blev tilbudt en plads tilbage i december, som vi endte med at takke ‘nej’ til med den største ro i maven (det skrev jeg om her). Havde vi sagt ja, skulle Oskar starte nu her den første. Som i om en uge!

Min fornemmelse dengang var, at februar var alt alt for tidligt, og jeg fik så mange “jaja, men meget kan jo ændre sig inden februar” – og det er i og for sig heller ikke forkert. Meget har ændret sig. Oskar har taget et kæmpe motorisk hop og også på det mentale kan man mærke en kæmpe udvikling og en udvidet bevidsthed. Men hvad der ikke har ændret sig en tomme, er min mavefornemmelse – jeg er så glad for, at han ikke skal starte allerede nu.

Lidt naivt troede jeg, at der ville gå et godt stykke tid, før vi fik tilbudt en ny plads, men de er altså effektive ved pladsanvisningen og allerede i starten af januar fik vi et nyt tilbud med start pr. 1/3. Denne gang i den vuggestue jeg havde søgt som 1. prioritet back then. Det er en af dem med tæskelang venteliste, for den er vist ret populær, og helt ærligt, det gjorde det sværere at sige nej. For hvad nu hvis vi skal bruge en plads til marts og vi så har sagt nej til en god en? Så vi har accepteret pladsen, og jeg var nødt til at få Christian til at gøre det, fordi alt i mig skriger. Jeg kunne simpelthen ikke trykke “accepter”.

Så ja. Oskar har en vuggestueplads og skal starte på grøn stue til marts. Og jeg hader det. Jeg ville allerhelst holde ham hjemme indtil børnehaven. Alternativt bare de første to år, og hvis vi strammer skruen, så sgu da i hvert fald til han er et år. Han er 11 måneder, når han skal starte. Vores økonomi, som den ser ud lige nu, er ikke til, at jeg kan hjemmepasse. Vi bor for dyrt og vil rigtig gerne flytte asap (det glæder jeg mig i øvrigt helt vildt til at fortælle om, men der er lige nogle praktiske ting, der skal falde på plads).

Det er ikke engang specielt mange penge, der vælter læsset i forhold til hjemmepas, så hvis Århus kommune bare gav lidt tilskud til hjemmepasning – som i nogle-og-30 af landets kommuner gør – så kunne det være et valg baseret på følelser og ikke økonomi. Alternativt skal jeg tjene mere på bloggen eller finde et super fleksibelt deltidsjob (så hvis I har sådan et i baglommen, så råb lige højt!).

Min barsel slutter i dag og jeg har været ved at trykke “forlæng barsel” mindst ti gange siden i morges. Jeg kan nemlig godt forlænge den med 8 uger, men det bliver uden penge, fordi vi er nogle klaphatte, der ikke har sparet op. Altså, de otte uger kan vi godt komme igennem, men så står vi jo bare med samme problem bagefter – det føles så grundlæggende forkert at skulle aflevere ham i en institution (eller dagpleje for den sags skyld), at jeg får en knude i maven bare ved tanken. Det fylder alt inden i mig. Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på det, og det er enormt svært at forklare, hvorfor det går mig så meget på – det er mavefornemmelse. Det gør ondt i hjertet. Og hvad fanden gør man så?

Siden jeg blev gravid har alle offentlige instanser fortalt mig, at jeg skulle stole på min mavefornemmelse – men nu er den ubelejlig i forhold til arbejdsmarkedet, og så skal man tysse på stemmen indeni. Min fornemmelse er, at vuggestuen grundlæggende er til for forældrenes skyld og ikke barnets – men når behovet hverken er mit eller Oskars, så virker det altså dumt.

Jeg afslutter mit indlæg her – det er allerede både for langt, for rodet og en tand til den whiny side. Men det skulle ud. For nu har Oskar fået plads i en institution. Mit hjerte gør ondt. Og så må jeg jo “lige se det an”. Mest fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre.

Selvforkælelse i form af Århus’ bedste take-away

karma sushi

Sponsoreret indlæg – Reklame for Just-Eat

Siden Oskar blev en del af vores hverdag herhjemme, har vi nok bestilt mere take-away end vi har samlet på seks år vi har boet sammen. For der er fart på i hverdagen og på de ekstrahurtige dage, vil vi simpelthen hellere bruge tiden på hinanden og Oskar end på at stå i køkkenet – sådan lidt selvforkælelse i form af god mad uden arbejde, det skal man altså ikke undervurdere. Enter: Just-Eat. Gode gamle.

Jeg kan huske, at lige da vi var flyttet sammen og havde verdens mindste madbudget, der blev det kun til ganske få bestillinger – og det var altid pizza. Uden undtagelse. Nu er det ikke fordi, vi har droppet pizzaerne fuldstændig, bevares, men vi er blevet langt bedre til at udnytte udvalget af take-away i Århus!

Og så er det jo også med at udnytte, at Oskar er så lille, at vi stadig kun behøver at bestille til to personer. Haha. Han smager på det meste, men spiser ikke det store med mindre vi snakker bagte rodfrugter eller de der fesne majssnacks til babyer. Nå, sidespor.

Karma Sushi

karma sushi

Favoritterne i øjeblikket er fra det asiatiske køkken, nemlig Sushi bowls fra enten SeiSei eller Karma – dem på billeder et Tuna Sesame og California Bowl fra Karmas frokostmenu.

Sushi bowls er et genialt koncept! Det er vildt lækkert, vi får tanket op på fiske-kontoen og med de fine bowls får man virkelig meget mad for pengene i forhold til klassisk sushi (og så er de faktisk også mere hyggelige at sidde med, synes jeg. Men jeg er også en sucker for alt mad, der kan spises med én hånd).

Oskar får selvfølgelig ikke noget af de store rovfisk (som fx tun eller laks) ligesom at jeg holder igen med det nu her, mens jeg stadig ammer. Derudover piller vi det mest spicy mad fra, så han ikke går helt i chili-chok – men der er stadig masser af gode smagsoplevelser for et barn i sådan en bowl. Her var der fx radise, agurk, tang, avocado, forårsløg, ris, okra og surimi.

karma sushi

karma sushi

Grillen Burgerbar

grillen burger

Når det skal være lidt mere fedtet – og det skal det ind i mellem – så er Grillen er virkelig godt bud! Burgerne er virkelig gode, og så er de hverken for små eller for store. Nåja, og så har de curly fries – måske endda byens bedste af slagsen? Uh, og estragonmayo! Jeg troede, at chilimayo var svaret på alt, men estragonmayo altså! Årh, that’s a love story.

Hvis du har det lidt mandags-agtigt, eller bare savner at føle dig som en otte-årig til en børnefødselsdag, så tag og bestil en shake med. Min favorit er den med vanille og karamelsovs på billederne – det er en heftig omgang, der mætter virkelig meget, men hvis man bestiller den med sin burger, kan den snildt holde sig i køleskabet i nogle timer til når man bliver snacksulten igen. Det kan altså virkelig anbefales!

I forhold til Oskar kunne man måske godt have pillet noget fra, men jeg skal være ærlig og sige, at det gad vi ikke – vi ville begge have vores burger for os selv og det føltes lidt forkert at give fritter til så lille et menneske, så som de rådne forældre vi er, gav vi Oskar en rugbrød med leverpostej og et eller andet grøntsagshejs ved siden af. Han skal nok finde ud af, hvad han går glip af senere. Haha.

grillen burger

Andre gode bud

Nogle andre favoritter herhjemme er mexicanske Vaca i Mejlgade med byens bedste burritos og The Original Pita i Guldsmedegade, der begge stort set lige er kommet på Just-Eat (og som begge er super nemme at dele med en Oskar-størrelse i øvrigt). Og så så jeg lige, at Gorms Pizza også er kommet på – har I prøvet dem mon? De ser lidt vilde ud for én, hvis favoritpizza er tømmermændsklassikeren med kebab, salat og dressing, men det virker som om, at det kan et eller andet.

Og hey, I må endelig smide en kommentar, hvis I har en Århusfavorit på Just-Eat, som jeg fuldstændig har misset her! Udvalget er ret stort, så der jo en vis risiko for, at jeg har overset noget helt fantastisk – så hvad skal jeg prøve næste gang?

Den fineste frakke

Moves by Minimum Belva coat

reklamelink: Moves frakke på 60% her 

Jeg elsker frakker! Det er by far mit svageste punkt, når det kommer til nye ting, jeg pludselig ikke kan leve uden. Den her fra Moves by Minimum har jeg været så heldig at få i gave, og den har hængt på mig siden (med undtagelse af en håndfuld dage, hvor min lillesøster hapsede den), fordi øj, der er meget frakke for pengene! Jeg er mest til den åben som på billedet, men jeg må indrømme, at det lige classer et outfit lidt op, når den snørres helt tæt i taljen. Den kan begge dele, og så har Moves ramt den perfekte kølige nuance. Det er 50% uld i øvrigt, og jeg bruger den flittigt lige for tiden uden at fryse.

Linket under billedet går til AndPants, der har sat den ned til 400kr, men både Moves og storesøsteren Minimum kører selv ganske habilt udsalg med blandt andet min ternede frakke (som jeg har på her), den vildeste læderjumpsuit (som jeg burde eje og have på altid) og den her bluse/skjorte/body-ting, som jeg havde været sygt meget på, hvis jeg ikke stadig ammede.