En af de ting, I har haft flest spørgsmål til ovre på Instagram de sidste femten måneder, har været de forskellige vikler og seler, jeg har båret Oskar i. Vi har også været igennem nogle stykker efterhånden, og i stakken har jeg nogle jeg glæder mig til at bruge igen, nogle jeg ikke kommer til at bruge igen og så er der selvfølgelig alle dem, jeg ikke har prøvet, men er vildt nysgerrig på til næste barn en dag.

Det første vi brugte med Oskar, var en bæresele fra Stokke (som jeg fik i gave, så reklame). Den var vildt nem at bruge og den redede virkelig mange gåture, hvor han ab.so.lut! ikke ville ligge i barnevognen – desværre var det mest på turene, hvor jeg var afsted alene, så jeg har seriøst ingen billeder af den. Med en lille baby, der ikke kan holde sit eget hovede, var den langt mere overskuelig on-the-go end en fastvikle, men den sad aldrig vildt godt på min krop, så næste gang bliver det nok en strækvikle eller dimsen fra Studio Romeo (se længere nede) til det første stykke tid. I hvert fald, hvis det bliver en lige så tryghedssøgende (og tung) én som Oskar. Mere vikle, mindre vogn.

Det næste vi rykkede over i, var fastviklen – klart det bæreredskab, jeg har været gladest for og brugt mest. Min er den her fra Didymos i str. 6 og den kunne helt ærligt godt have været mindst en størrelse mindre, men det er udelukkende praktik. Det tog en masse forsøg at få den til at sidde lige i skabet hver gang, men når den sidder der, så sidder den der og jeg kunne bære Oskar i timer uden problemer, fordi vægten bare er fordelt så fint. Derudover ser det simpelthen så fint ud, synes jeg – der taber bæreselen altså lidt terræn ;).

Da Oskar var lige omkring 8 måneder, fik jeg (så reklame igen) en vikle-agtig ting fra Studio Romeo – den var I ret nysgerrige på og det forstår jeg godt! Det er helt simpelt bare to stykker stof, som man tager på i et kryds og så kan man lige laffe sin baby på plads foran. Nemmeste i verden! Al hyggen og pænheden fra viklen og nemheden fra en bæreselen. Den bærer ikke lige så godt som en fastvikle, men til de kortere ture (på under en time) fungerede den perfekt, ligesom den var det nemmeste i verden at have med på tur. Oskar er desværre for tung til den nu – den går vist op til omkring 10 kilo – men den kan virkelig anbefales!

Og hvad så nu? Det er desværre ved at være et godt stykke tid siden, at jeg har brugt fastviklen. Han sidder ellers stadig fantastisk i den, men på langt de fleste ture, vil han gerne ned og gå og så op og holde pause og så ned og gå… and so it goes. Og der er det altså besværligt at stå med seks meter stof hver gang – man kan godt, men jeg orker det ikke. Men han er stadig en tryghedssøgende type, der ikke gider lange klapvognsture, og hvad gør man så?

Jo, sidste skud på stammen er en bæresele fra Tula – en Tula Toddler, nærmere bestemt. Jeg var forbi Minikram i Århus for at prøve lidt forskelligt, og jeg havde egentlig mest en ringslynge i tankerne (fordi de er pæne), men da jeg fik Tulaen på, sad Oskar bare så åndssvagt godt, at jeg var nødt til at have den med med det samme. Han kan både sidde foran og på ryggen i den, og den fylder ikke specielt meget, når den er pakket sammen. Den sidder fantastisk på mig også – so far er det længste han har siddet i den lige over en time og det var intet problem.

Så det er status på bæreredskaberne lige nu. I må selvfølgelig endelig sige til, hvis I sidder med spørgsmål, og så skal jeg forsøge at svare. Er du gravid eller står med en lille, ny baby, så kan jeg kun anbefale at komme i gang med at bære – det er simpelthen det hyggeligste i verden og det giver så meget frihed at slippe for barnevognen! Er du i tvivl om hvilket bæreredskab, du skal vælge, vil jeg virkelig anbefale et smut forbi Kamilla i Minikram (eller nogen tæt på dig, der ved noget om babywearing). Det kan virkelig være en jungle at finde ud af, så det at prøve lidt forskelligt på og behovsafdække med en, der bare har styr på det – det er så fedt!

Og hermed punktum på et af de lidt længere indlæg.

reklame for Rexona

First of all: Hvor er det vildt, hvad en kvindekrop er i stand til! Jeg elskede at være gravid (det meste af tiden), fordi det var så vildt at kunne mærke det der lille liv vokse, uden at jeg gjorde noget. Min krop gjorde det hele. Jeg elskede også min krop, da jeg var gravid – jeg tror faktisk aldrig, at jeg har følt mig smukkere eller mere tilpas (og her ser vi igen lige bort fra det sidste stykke tid, hvor der ligesom ikke var plads til både mig og Oskar i min krop længere…).

Men når det så er sagt, så har vi altså haft vores kampe det sidste års tid, mig og min krop. Vi er ved at slutte fred, men jeg har altså lige skullet lande i en ny krop.

For ja, graviditeten var fin – men hvad så med efter fødslen? Ååårh, der sker altså noget med de der hormoner! Og efter fødslen var det ikke gravid-hyggeligt længere – det var, på godt jysk, bare træls. Fra den dag han kom ud, begyndte jeg at svede. Ikke sådan hele tiden, men til gengæld meget pludseligt. Ligesom det der “hot-flashes” kvinder i overgangsalderen taler om… Det ene øjeblik er alt godt, og to sekunder efter kan man mærke sveden springe frem over det fucking hele helt uden grund. Vildt mærkeligt! Det første stykke tid vågnede jeg faktisk af det om natten, fordi min dyne var drivvåd af sved – og hvis der er noget, man ikke orker som træt, nybagt mor, så er det altså at blive vækket, når ens baby sover…

Nå, nattesveden gik heldigvis i sig selv efter nogle uger, tror jeg, men de der pludselige svedture, de var noget mere stædige, og deodoranter, der var fine før, var altså pludselig slet ikke gode nok. Jeg skulle med andre ord på jagt efter noget nyt, og my god, jeg har været mange igennem! Så da Rexona spurgte, om jeg ville lave et samarbejde, var det virkelig nemt at takke ja til – det er nemlig et af de få brands, der faktisk har fungeret for mig det sidste års tid, da jeg pludselig blev en af dem, der sveder meget.

De er heldigvis ved at falde til ro, hormonerne, og jeg synes, at det er længe siden sidste hedetur, men deoen holder jeg altså fast i lidt endnu. 

Måske min nye yndlingshobby – secondhand shopping til Oskar. Vi er oppe på omkring 70% genbrug i hans garderobe as we speak og tallet vokser bare.

Der er så mange fordele ved at shoppe genbrug til børn, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte. Miljøhensyn er en kæmpe bonus for eksempel! Og det må efterhånden også være løbet godt op, hvad jeg har sparet på tøjkøb – bodyer og bukser giver jeg i snit 15-20 kr/stk for, tror jeg, og hans regnsæt fik jeg for 25 kroner. Derudover synes jeg, at man slipper en del af den der “åååh nej, græspletter på de dyre bukser og figenstang i den dyre trøje”. Ikke fordi, man ikke skal passe på tøjet, men det gør bare lidt mindre ondt med mærkelige pletter, når det ikke har kostet en bondegård. Det giver desuden rum i budgettet til de ting, man måske ikke kan finde eller har lyst til at købe brugt.

For der ér ting, jeg af princip gerne vil have fra ny. Sko for eksempel (altså til Oskar – jeg selv har en del brugte sko og støvler efterhånden). Det er noget med de små nuttefødder, der skal udvikle sig rigtigt og derfor ikke har godt af sko, der allerede er ‘trådt til’. De sko han går mest i, skal bare være i orden.

Så er der de ting, man bare ikke kan finde, når man skal bruge dem, og så må man jo punge ud og købe det fra ny. Den ryger jeg også i ind i mellem og for lige at slå det fast: Det er altså også helt okay! Ingen bashing her. For mig er der bare gået lidt sport i at finde tingene brugt, så det irriterer mig lidt, når jeg ikke kan finde det og må betale fuld pris – hvem sagde nærig jyde?

Og så får I lige mine bedste tips til genbrugsshopping:

• Hav et overblik over hvad du reelt set mangler og prøv at hold dig til det. Jeg endte på et tidspunkt med for mange trøjer og nærmest ingen bukser i garderoben. Det er spild af både plads og penge.
• Ignorér kønskategorier. I hvert fald 1/3 af Oskars tøj har jeg fundet på “pigereoler” eller i pigekategorien i apps og når man som mig er mest til afdæmpede naturfarver, så er det alligevel ikke til at se forskel.
• Vær kritisk i forhold til kvalitet vs. pris. Jeg har et par gange købt noget, fordi det var virkelig billigt – nogle gange var det et steal, men andre gange har prisen været lav, fordi tøjet var slidt. Det ender jeg alligevel med ikke rigtig at bruge og når jeg nu ved, at jeg gerne vil have mindst et barn til, så må basistingene altså godt være i orden – også selvom de så er lidt dyrere.
• Ville du have købt det fra ny? Det spørgsmål er jeg blevet meget bedre til at stille mig selv og det har virkelig hjulpet til at undgå fejlkøb. Hvis jeg ikke ville købe det fra ny på grund af fx farve eller mønster, så skal jeg jo heller ikke købe det brugt.

Har I nogle gode tips, jeg ikke har været omkring? Så del dem endelig i kommentarfeltet! Jo mere tøj, der skifter hænder, des bedre er det.

Jeg har i øvrigt fundet langt det meste af Oskars tøj i Lille Nor på Frederiks Allé. Her er konceptet, at folk lejer en reol i en periode, og sælger ud der. Det gør, at udskiftningen er ret høj – der er noget nyt hver gang jeg er deroppe i hvert fald. Og så kan jeg rigtig godt lide, at jeg kan stå med det i hånden og tage det med med det samme (når det fx pludselig blev sommer og ens stakkels barn ikke ejede ét par shorts…). Reshopper og Tradono har jeg også været heldig på, men der kommer man hurtigt til enten at betale porto eller at løbe byen rundt efter en body her og et par bukser der, så det skal lige være det værd.

Det er ikke kun som nybagt mor, at tiden flyver afsted – det bliver den somehow ved med. I dag er Oskar præcis 15 måneder, og det passer vist nogenlunde med antallet af indlæg på bloggen siden han kom til verden. Det var altså ikke lige planen, men livet skete og jeg har faktisk ikke rigtig savnet at blogge – altså indtil nu.

For jeg savner at skrive, kan jeg mærke, så nu skal det være. Og så håber jeg bare, at nogle af jer stadig er med derude.

Øverst på listen er et indlæg om secondhand shopping til småbørn, et indlæg eller to måske om kroppen før, under og efter fødslen, lidt mere vuggestuesnak og så overvejer jeg, om jeg snart skulle få skrevet den der fødselsberetning færdig – er der overhovedet interesse for den stadig? I er selvfølgelig også altid velkomne til at byde ind, hvis der er bestemte emner, I er nysgerrige på.

Og skal vi lige tage en hurtig “Siden sidst?” Siden sidst…

… er jeg kommet i gang med Yummy Mummies på Netflix – shit mand, et cirkus! Har I set det? I can’t even.

… har jeg forsøgt at skære gevaldigt ned på shopping til mig selv og det går sådan nogenlunde. Specielt indtil udsalget startede. Jeg har klikket den her hjem fra Other Stories’ udsalg (reklamelink) og jeg skal virkelig tage mig sammen for ikke at trawle H&M, Asos og jeg ved ikke hvad igennem. Iiiih.

… har jeg købt sandaler til Oskar. På udsalg. For flere penge end jeg gider bruge på sandaler til mig selv nærmest. Små fødder, store priser, I guess.

… har jeg haft kæmpe Northside FOMO. KÆMPE! Men Oskar bliver stadig ammet i søvn, og så blev det altså for besværligt. Næste år though!

… har jeg facet min tandlægeskræk og været hos tandlægen for første gang i flere år end jeg vil indrømme. Det var faktisk ikke så slemt. Altså indtil jeg skulle have trukket en visdomstand ud, betale for det og derefter ikke spise fast føde i cirka en uge. Kristus.

… har jeg været et smut i smukke Ribe og fået helt vildt lyst til at tage på roadtrip gennem Danmark, når Oskar ellers gider sidde i autostolen mere end en halv time ad gangen.

… har jeg købt flybilletter til årets sommerferie. Oskars første flyvetur. Det skal nok blive spændende.

I mandags havde Oskar første dag i Vuggestuen. En dag jeg har haft ondt i maven over siden engang i efteråret, da det gik op for mig, at Oskar faktisk skulle i vuggestue på et tidspunkt. Først var det nemt at skubbe tanken til side – jeg var på barsel og der var vildt lang tid til. Og det er jo bare sådan det er.

Tiden gik og det kom tættere og tættere på. I december blev det meget virkeligt, da vi blev tilbudt en plads, som vi endte med at takke nej til og så skubbede jeg tanken væk igen – altså indtil det blev januar, der var nogle uger tilbage af barslen og vi fik endnu et tilbud. Mit hjerte gik i tusinde små stykker og vi lavede regneark på regneark med alle mulige forskellige scenarier, blot for at konstatere, at så længe vi bor, hvor vi gør, er der ingen vej udenom. Jeg kan ikke få dagpenge, med mindre vi har et pasningstilbud, og de dagpenge skal vi bruge, som det ser ud lige nu.

Så hvordan er den første uge gået, nu hvor virkeligheden ramte?

Vi har heldigvis tid til en rimelig lang indkøring og pædagogerne er skide søde og helt med på, at det ikke kun er Oskar, men også mig, der skal vende sig til det hele, så vi har aftalt at tage det hele dag til dag, så Oskar (og jeg) kan følge med.

Hele sidste uge var vi der hver dag i først 1, senere 2,5 timer. Jeg har været med hver dag og er endnu ikke gået fra institutionen uden Oskar. Det har primært handlet om, at han skal lære stedet og menneskerne at kende, så vi har leget inde på Oskars stue, og når han har villet rundt og kigge på de andre stuer – det er en meget åben institution – så er jeg gået med rundt. Og så har jeg siddet lidt på stuen, mens pædagogerne har været rundt og kigge med Oskar et par gange. Helt stille og roligt.

Desværre er der kommet et CV-kursus (af de der super spændende jobcenter-nogen) ind fra højre, så allerede på mandag, kommer Oskar til at have sin første lange dag (mens jeg kommer til at sidde og tude ned i computeren på et eller andet skodkursus i Åbyhøj. Hallelujah…). Det betyder, at vi har skruet lidt op for tempoet i den her uge, så i dag og onsdag prøver jeg at gå en lille tur og torsdag prøver vi at lade ham tage en lur deroppe. For en lillebitte fyr, der stadig bliver ammet i søvn til langt de fleste lure, er det voldsomt, synes jeg, men jeg ved ikke, hvad vi ellers skal gøre. Så nu prøver vi. Worst case må jeg jo hente ham igen.

Men hvordan har han – og jeg – taget det?

So far har Oskar taget det hele nogenlunde som jeg havde forventet – han tager sig god tid til at tage rummet, tingene og menneskerne ind. Vil helst ikke for langt væk fra mig og har set helt forkert ud i ansigtet og er brudt sammen, hvis jeg har været for langt væk på et forkert tidspunkt. Omvendt kan han også godt distraheres i noget tid og har taget det pænt de sidste par gange pædagogerne er gået på opdagelse i huset med ham. Så det går vel så fint, som det kan gå. Jeg har hele tiden vidst, at han ikke ville være et af de børn, man bare kan plante i en bunke legetøj og så gå ud fra, at han er glad – han er super tryghedssøgende og har det generelt bedst hvis jeg er indenfor en radius af et par meter. Og det er netop det, der gør det her så svært for mig.

Jeg har no shit grædt hver dag siden han startede. Ikke sådan hulke-agitg-bryden-sammen, men tårer, der bare løber, når jeg kommer til at tænke for meget over, hvad vi har gang i, fordi det føles så forkert at aflevere det her lille menneske til nogen, der ikke er hans familie. Og det har intet med hverken vuggestuen eller pædagogerne at gøre – de er simpelthen så søde og gør virkelig alt for at se Oskar og tage det hans tempo. Jeg har ikke en finger at sætte på dem! Det er langt mere overordnet, at vuggestue som koncept føles grundlæggende forkert, synes jeg.

Et lille rant om adskillelseskultur og ondt i hjertet, til dem, der gider den slags:

Jeg ved godt, at nogle af jer står af allerede når jeg nævner begrebet “adskillelseskultur” – at det er et begreb, der kun bruges til at shame forældre, der ikke hjemmepasser. For mig at se er det et forsøg på at beskrive en oplevelse af, at vi har gjort institutionaliseringen af helt små børn til normalen i en sådan grad, at det ses som lidt sært at passe sit eget barn. Det er sgu da vildt!

Vi står med en kultur, hvor forældre tvivler på, at de selv er nok for barnet. En kultur, hvor der fra statslig eller i hvert fald kommunal side lægges op til, at institutionalisering af helt små børn er at foretrække over pasning af egne børn. Hvor man knapt nok når at gå på barsel, før man mødes med “glæder du dig ikke til at komme tilbage til det virkelige liv?” – jamen hvad er mere virkeligt, end det lille bitte menneske, som jeg har ansvaret for nu?

Jeg er ved at køre Oskar ind i vuggestue nu, og fra alle sider ses det som fuldstændig normalt, at han begynder at græde, når jeg går. Jamen hvorfor skal jeg så gå? Hvad er det, jeg skal have så travlt med? Hvorfor skal et barn, der ikke engang har lært at gå, vende sig til, at hans primære omsorgspersoner forlader ham i flere timer ad gangen? Jeg kan ikke spørge ham, hvordan hans dag har været og han kan ikke sige det, hvis der er noget galt.

Når børnepsykologer og forskere over en bred kam er enige om, at barnet bør være med sine primære omsorgspersoner de første 2-3 år – eller som minimum indtil de er 1,5 år – hvordan kan vi så som samfund være blevet enige om, at det er helt normalt at starte op ved 10 måneder? Og så oven i hatten gøre det så svært for forældre, der rent faktisk gerne vil passe sine egne børn i den første tid?

Og så skal jeg slet ikke gå ind i snakken om normeringer i institutioner, men av mit hjerte, den dokumentar DR2 lige har sendt var ikke rar at se.