Lad mig lige starte med at understrege, at jeg på ingen måde er ekspert i det her – jeg har bare prøvet mig frem i et halvt års tid og er blevet afhængig af min fastvikle. Og så kan jeg fornemme på jer ovre på Insta, at det måske er på tide, at jeg deler lidt ud af mine erfaringer, for det er altså lidt af en jungle, indtil man får knækket koden.

Jeg kan ikke engang huske, hvor jeg så viklebæring først, men da graviditeten og en kommende baby pludselig var en realitet, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ønskede mig en vikle – det endte faktisk med at være en barselsgave fra mine forældre. Jeg skulle bare selv finde ud af hvilken slags – fast eller stræk – og hvilken størrelse (og farve). Men hvordan finder man lige ud af det?

Tror jeg brugte et par uger på at klikke rundt på forskellige sider om viklebæring, og det jeg endte med at gå ud fra var:

• Strækvikler er nemmest i starten, da de kan bindes uden baby i – til gengæld bliver det hurtigt tungt at bære i strækvikle, når babyen runder en 5-6 kilo.
• Fastvikler er lidt mere tricky, da de bindes med baby i, hvilket både kræver nogenlunde stilesiddende baby, et nogenlunde overblik over hvad man har gang i og så selvfølgelig, at man får strammet ordentligt (og det er nok det, der tog mig længst tid, at få nailet).
• Ringslynger ligner vikler, men har to ringe ved skulderen, som stoffet går igennem – det skulle være ret nemt at finde ud af, men til gengæld også blive ret tungt for skulderen, så det gad jeg ikke (men hvis nogen har god erfaring med dem, så sig endelig til).
• Og jokeren: Bæresele. Super nemt at lære, super nemt at bruge, men fylder lidt mere på farten og ser ikke helt så hyggeligt ud.

Jeg endte med at vælge en fastvikle, da den kan bruges i meget længere tid end strækviklen (og alle de seje siger, at den også sagtens kan bruges til nyfødte), så det virkede som det mest oplagte valg. Retrospekt skulle jeg nok have købt en strækvikle brugt til det første stykke tid – min mødregruppe var ret glade for strækviklerne og jeg kan jo se, at det er tæskenemt at bruge, og rigelig blødt at have på hele tiden. Det bliver næste baby.

De første måneder brugte jeg faktisk næsten ikke viklen. Det var i hvert fald meget on/off. Vi var heldige at få en bæresele fra Stokke – den her (reklame) – og den reddede min røv (og mit humør) på så mange gåture i starten, da den var langt mere overskuelig at have med til når Oskar pludselig nægtede at ligge så meget som ét minut længere i barnevognen. Bæreselen er sindssygt nem at bruge, og fungerede rigtig fint for mig, da Oskar var helt lille og ikke selv kunne holde sit hovede. Den er stadig nem at bruge, men viklen sidder meget bedre på mig og gør, at jeg kan bære i meget længere tid, så i dag bruger jeg faktisk ikke selen længere. Det gør Christian til gengæld – han er ikke blevet venner med viklen.

På den anden side af sommerferien, da temperaturen endelig faldt lidt, blev jeg til gengæld perlevenner med min vikle. I dag bruger jeg den dagligt og det er hands down den ting af alt vores babygear, jeg mindst ville kunne undvære.

Jeg bad jer stille nogle spørgsmål på Insta, og de var skide gode – tak for dem! Jeg har delt dem op i nogle kategorier her, for overblikkets skyld:

“Hvordan lærte du at vikle?”
Gode gamle youtube. Jeg så et par videoer, men det var den her fra Slyngevejlederen, jeg endte med at se flest gange. De første gange stod jeg med viklen, men Christian var klar til at trykke pause hvert femte sekund nærmest. Efter nogle gange kunne jeg selv trykke pause, så blev pausen unødvendig og pludselig fattede jeg, hvad jeg havde gang i.

På et tidspunkt, lige før sommerferien, var jeg så heldig at støde ind i en lidt mere rutineret vikler, der lige kunne vise et par tricks, og så blev viklingen for mig 100 gange nemmere. Det er lidt svært at forklare, og kan nok egentlig koges ned til: “Find den video, der giver bedst mening for dig”. Essensen er, at man skal være hundrede på hvilken kant, der strammer oppe, og hvilken,der strammer nede – så bliver det pludselig meget nemmere. Så hvis du har mulighed for en mini-workshop med en, der har prøvet det før, så er det klart at anbefale! Enten en bekendt eller en af de vikleworkshops, der efterhånden begynder at poppe op rundt omkring. I Århus ville jeg blandt andet holde øje med Lille Nor der faktisk holder noget her den 28.

“Hvordan får man sin baby til at synes, at det er fedt?”
Prøv at vikle den en gang eller to uden baby, så du har en idé om, hvad du laver før du prøver med en baby i og sørg for at de første gange foregår mens din baby er glad, mæt og ikke for træt. Oskar møffede lidt de første par gange i både sele og vikle – ikke gråd, mere sådan en “hvad tror du lige, du har gang i mor?!”. Nærheden i viklen gjorde dog, at han faktisk accepterede det nærmest med det samme, så jeg har aldrig haft problemer med det.

Nu er han til gengæld blevet så stor (og stærk), at han kan backflippe sig selv halvvejs ud af viklen, når han bliver træt-sur og utålmodig – so far har jeg ikke fundet en gylden vej, men noget med at bounce rundt, snakke med ham og holde ham nogenlunde stille plejer at virke.

“Hvilken vikle har du? / Hvad er GSM? / Hvordan vælger jeg størrelse?”
Den her. En fastvikle i 100% bomuld med et GSM på 220 i str 6 fra Didymos – en rigtig fin begyndervikle (kunne jeg google mig frem til). Materialet gider jeg ikke at gå ind i, men GSM er helt kort sagt bæreevne – jo højere, des stærkere. Hvis man vælger omkring 220-230, burde man være good to go fra fødslen og til man ikke gider bære mere. Størrelsen er = meter stof. Størrelse 5 eller 6 – altså 5/6 meter – er basisstørrelsen for de fleste, og med den størrelse, kan du lave de fleste bindinger. Jeg valgte str. 6, så Christian også kunne bruge den, og den fungerer fint for mig – men det havde str. 5 også gjort.

Generelt anbefaler mit hjørne af internettet mærkerne Didymos og Little Frog som begyndervikler, da de er bløde fra starten og ikke rigtig skal gås til.

“Hvor længe kan du gå med ham i viklen?”
Til at starte med, var det lige under en times tid – nu er det 2,5-3 timer, og så skal han alligevel op og spise. Dels er jeg blevet stærkere, og dels er jeg blevet bedre til at vikle, så den sidder som den skal. Til sammenligning kan jeg ikke gå med bæreselen i meget mere end en halv time før det trækker for meget i skuldrene.

“Hvad gør du med påklædning, når du skal ud med viklen – både ifht dig selv og Oskar?”
Det er jeg stadig ved at lure. Det var jo nemmere, da jeg bare viklede ham uden på en sommerkjole og så afsted. Nu er det noget med at gennemskue, hvor koldt det er, hvor meget vi kommer til at være udenfor/indenfor (så han ikke får det for koldt ude eller for varmt inde)… Og så spiller blæst og regn selvfølgelig også ind.

På de dage, hvor det har været 10-12 grader og ingen regn, har jeg kørt varme futter, striktrøje ud over uldbody, noget på halsen og en hue på hovedet. Altså til Oskar. Benene er under min frakke, så med mindre det stormer, er de fint varme. Hvis det er til den kølige side, men vi fx skal meget ind (i butikker eller med bus), har jeg haft et uldhalstørklæde med, som jeg har haft om halsen på mig selv og så på kryds rundt om viklen. Hvis vi kun har været udenfor, har jeg på de køligere dage haft ham i en termodragt.

Jeg har det samme tøj på, som hvis jeg bare skulle ud selv, men med det forbehold, at det ikke er for åbent i halsen, og at man altså får det lidt ekstra varmt, med ni kilo varmeapparat på maven.

Når det bliver koldere, må jeg regne noget nyt ud – hvis I har gode erfaringer her, må I endelig melde ind – for jeg hverken kan eller vil gå igennem en hel vinter uden muligheden for at vikle op og gå en tur.

…

Ooog, med det vil jeg runde af for denne gang. Hvis jeg har misset noget, må I endelig sige til, og så vil jeg gøre mit bedste for at komme med et brugbart svar :D.

Jeg har skrevet lidt om hvordan jeg ryddede op og ud for at nå frem til en skånsom hudpleje, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid – men jeg tænker, at det næsten er sjovere at lave en status nu her, efter en ny hverdag ligesom er faldet på plads, og jeg har fundet mig til rette med nye rutiner.

Helt kort, har mine tanker om nye produkter været sådan her:

• Ingen parfume i de produkter, jeg har på huden hele tiden.
• Ingen unødvendig kemi (og allerede her kommer jeg lidt til kort, for jeg ved ikke andet, end hvad producenterne selv fortæller mig. Men altså…).
• Det skal virke! Jeg skal kunne se eller mærke en forskel og det skal være pengene værd.
• Jeg skal gide at bruge det, så det skal ikke tage for lang tid eller være besværligt at huske.

I den længere version er det her mine tanker om produkterne på billedet – lav en kop kaffe, og sæt jer godt tilrette.

Under graviditeten skar jeg helt ind til benet – hvad var virkelig nødvendigt: Rens og fugt. Jeg brugte Foreo til rens og silkeessens og en økologisk mandelolie til fugt. Derudover skar jeg heeelt ned på make-up. Som i helt ned. Lidt forskellige produkter til mine bryn og Benecos’ mineralpudder.

I starten af året var jeg inviteret til et event med Miild, hvor vi kunne prøve de forskellige produkter, og da Miild har både allergimærket, Svanemærket og EcoCert, var det ret oplagt at prøve af netop der. Efter eventet købte jeg selv mineralpudder, concealer og brynkit – alle tre produkter, der fungerer enormt godt for mig, og som heldigvis holder længe. Jeg er ikke engang tæt på, at have brugt nogen af dem op (og det er altså meget rart, prisen taget i betragtning – det er pengene værd). Oskar er inde i en fase nu her, hvor det åbenbart er en fest at slikke/suge/bide mig i ansigtet, og så er det altså rart at vide, at det ikke er en katastrofe i forhold til hvad jeg har på huden.

Når det kommer til hudpleje, kørte jeg lidt død i mandelolien alene – den er fin, og jeg bruger den stadig (specielt på kroppen), men når det kommer til et ansigt fyldt med søvnunderskud, skal der altså lidt mere til. Jeg har været nysgerrig på Purely Professionals hudpleje længe, og kan for the life of me ikke forklare, hvorfor jeg ikke har testet det af lidt før. Purely Professional er parfumefrit og baseret på en ‘less is more’ tankegang, der resonerer godt hos mig. Pt kører jeg med rens, serum og dagcreme derfra. Rensen er sådan en lækker skummefætter, og sådan noget er jeg lidt en sucker for. Jeg bruger den om aftenen, gerne sammen med Foreo, der stadig er en favorit. Serum bruger jeg morgen og aften, og den her er virkelig en potent en af slagsen – kæft, den virker! Jeg købte den i slut-juli og der er stadig en del tilbage, tror jeg. Dagcremen bruger jeg kun om morgenen, da der er spf i (og det gider jeg ikke sove med). Den er ikke sådan wow-lækker, men den fugter godt og længe.

Og og og – the joker! Eller. Hero fra Karmameju (reklame – produktet er modtaget i gave). Jeg har faktisk efterhånden en del produkter fra Karmameju, som jeg er blevet rigtig glad for, men det her indlæg holder jeg lige til de produkter, jeg bruger dagligt. Og den her Hero, har blæst mig helt bagover! Som i HELT. Fucking. Bagover. Den tilføjer ikke som sådan noget (som fx serum eller cremer gør), men den stabiliserer hudens naturlige pH-balance, og det kan altså mærkes med det samme – det er helt sindssygt! Det føles som om effekten af mine produkter mindst er fordoblet, og de der små tørre steder, der altid driller, når vejret skifter – de er long gone. Jeg er netop begyndt at bruge den på overarmene efter bad, og så må vi se, om den også kan tage tørhedspletterne der. Den ligner en serum, og bruger på samme måde lige efter rens og før alt andet. Vildeste produkt! Hvis du kun skal prøve ét nyt produkt i år, så er det altså den (og man kan jo altid starte med travel size til små 79 kroner, hvis det er).

Jeg mangler stadig den perfekte fede natcreme – her skifter jeg mellem mandelolie, Weledas Skin Food, og Egyptian Magic efter behov og humør.

Og med de ord, er dette long-read vist ovre. I må endelig spørge, hvis jeg har misset noget eller hvis I bare er nysgerrige.

Det er så længe siden, at jeg har haft outfitbilleder på bloggen, at jeg slet ikke kan huske, hvad jeg plejer at gøre – andet end, at jeg vist ‘plejer’ at tage dem med mit rigtige kamera i stedet for telefonen. Men altså, nu handler det her også mindre om selve outfittet, og mere om hvor meget man kan sætte pris på noget så simpelt som en t-shirt.

I graviditeten var jeg indstillet på, at jeg ville vokse ud af det meste af min garderobe – det kommer naturligt, når maven pludselig er på størrelse med en badebold. Jeg havde også tænkt, at der nok ville gå nogle uger på den anden side af fødslen, før jeg ville kunne passe mit tøj igen. Faktisk var jeg så fremsynet, at jeg tænke i ammevenligt tøj allerede her. Men det var aldrig for alvor sunket ind, hvor lang tid man (eller jeg) faktisk ammer – og hvor besværligt det er med trøjer og t-shirts, der ikke kan knappes op. Sidder man så og flasher blegt og blødt maveskind imens? Har man en body eller lignende under t-shirten? Jeg ved det ikke helt, så jeg har i store træk holdt mig til overdele, der kan lynes, knappes eller hives ned i en snæver vending – og det kan man sagtens! Der findes mange af sådan nogle overdele.

Men men men, hvis man har fulgt lidt med herinde tidligere, så ved man, at jeg elsker mine t-shirts! Helst dem med print, men også bare en plain t-shirt stukket ned i bukserne. Det er nærmest min uniform. Eller var… Gennem det sidste halve år kan det tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har været ude af døren i en t-shirt. Faktisk er det først i løbet af den sidste måneds tid, hvor Oskars spisevaner er blevet lettere at gennemskue (og det alligevel er for koldt til at amme udenfor on-the-go, at jeg har turdet hoppe i en t-shirt på kortere ture.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jamen jeg ville måske bare gerne selv have tænkt tanken, da jeg var gravid og havde et helt andet billede i hovedet af, hvornår jeg fik (hele) min garderobe igen. Måske nogle af jer kan bruge det eller genkende det? Om ikke andet fik jeg et outfit på bloggen for første gang siden februar, og det er også something.

Reklamelinks: frakke og t-shirt fra Weekday, bukser fra Minimum (gave), sneakers fra Nike.

nederdel, skjorte, frakke
kjole, frakke, kjole
frakke, bukser, kjole

… Og det er så pænt, at jeg har lyst til at klikke halvdelen af det hjem, selvom jeg ikke er gravid. Altså, hvor var det her for et år siden, da jeg bandede og svovlede over, hvor røvsygt ventetøj er? Det her er jo lækkert nok til at man gider bruge det bagefter også! En stor del af det, er jeg faktisk lidt i tvivl om, om de har designet til gravide eller ej – skoene er fx ikke specielle ‘gravidsko’, og en del af tøjet ser ud til bare at være brugbart til gravide, mens andet ser ud til at være specifikt designet med en mave i baghovedet, so to speak.

I hvert fald: Designet er fint, priserne er fine, alt er fint – lige undtagen deres timing, haha. I finder hele mum-kategorien her.

Den 23. oktober. Dagen, hvor jeg for et år siden tissede på en pind og fik to tydelige streger frem. Eller. Tissede på to pinde faktisk, for jeg turde ikke tro på, at den ene faktisk havde ret, og at den oppustethed, jeg havde følt i en måneds tid, ikke var luft, men var et lille bitte menneske.

Men det var det – et lille bitte menneske, altså – og han bliver syv måneder på torsdag.

Det er den mest surrealistiske tanke, at jeg for et år siden først lige havde fundet ud af det, når jeg i skrivende stund har verdens sødeste lille dreng, der ligger og ormer rundt nede på gulvet. Både fordi matematikken i det hele er lidt off (fordi life), men også fordi det føles som om, at han altid har været her. Og det føles også som om, at det er markant mere end syv måneder siden, at jeg kunne sove en hel nat uden at blive sparket i ryggen, trukket i håret eller pillet i næsen…

Indenfor det sidste år har jeg set min mave vokse helt ustyrligt, har mærket et lille spirende liv indeni – både de første små puf og nogle seriøse cirkelspark. Jeg har haft min sidste sammenhængende nattesøvn i hundrede år. Jeg har taget omkring tyve kilo på og ammet dem væk igen. Jeg har groet et menneske og været igennem det meste af en fødsel plus et semi-akut kejsersnit. Jeg har lært at lytte til min krop – både når det er alvorligt og lægerne ikke lytter men også i forhold til styrker, svagheder og grænser. Jeg har skiftet min første ble – og mine næste… 1000? Jeg er blevet overrasket over, hvor naturligt jeg befinder mig i rollen som mor. Jeg har lært, at jeg mentalt er enormt meget stærkere end jeg troede. Og så har jeg oplevet den der helt ubetingede kærlighed, som alle (småirriterende) mor-typer snakker om. For lige at nævne et par af højdepunkterne.

På lørdag holder vi navngivningsfest – better late than never, ikke? – og jeg glæder mig til at fejre Oskar med familie og venner! For et år siden fejrede vi to streger på et stykke pap. Nu fejrer vi en ægte lille dreng.