Om nattesøvn og allergivenlige dyner

Vuggestuestart og en indre konflikt

nanabech

I mandags havde Oskar første dag i Vuggestuen. En dag jeg har haft ondt i maven over siden engang i efteråret, da det gik op for mig, at Oskar faktisk skulle i vuggestue på et tidspunkt. Først var det nemt at skubbe tanken til side – jeg var på barsel og der var vildt lang tid til. Og det er jo bare sådan det er.

Tiden gik og det kom tættere og tættere på. I december blev det meget virkeligt, da vi blev tilbudt en plads, som vi endte med at takke nej til og så skubbede jeg tanken væk igen – altså indtil det blev januar, der var nogle uger tilbage af barslen og vi fik endnu et tilbud. Mit hjerte gik i tusinde små stykker og vi lavede regneark på regneark med alle mulige forskellige scenarier, blot for at konstatere, at så længe vi bor, hvor vi gør, er der ingen vej udenom. Jeg kan ikke få dagpenge, med mindre vi har et pasningstilbud, og de dagpenge skal vi bruge, som det ser ud lige nu.

Så hvordan er den første uge gået, nu hvor virkeligheden ramte?

Vi har heldigvis tid til en rimelig lang indkøring og pædagogerne er skide søde og helt med på, at det ikke kun er Oskar, men også mig, der skal vende sig til det hele, så vi har aftalt at tage det hele dag til dag, så Oskar (og jeg) kan følge med.

Hele sidste uge var vi der hver dag i først 1, senere 2,5 timer. Jeg har været med hver dag og er endnu ikke gået fra institutionen uden Oskar. Det har primært handlet om, at han skal lære stedet og menneskerne at kende, så vi har leget inde på Oskars stue, og når han har villet rundt og kigge på de andre stuer – det er en meget åben institution – så er jeg gået med rundt. Og så har jeg siddet lidt på stuen, mens pædagogerne har været rundt og kigge med Oskar et par gange. Helt stille og roligt.

Desværre er der kommet et CV-kursus (af de der super spændende jobcenter-nogen) ind fra højre, så allerede på mandag, kommer Oskar til at have sin første lange dag (mens jeg kommer til at sidde og tude ned i computeren på et eller andet skodkursus i Åbyhøj. Hallelujah…). Det betyder, at vi har skruet lidt op for tempoet i den her uge, så i dag og onsdag prøver jeg at gå en lille tur og torsdag prøver vi at lade ham tage en lur deroppe. For en lillebitte fyr, der stadig bliver ammet i søvn til langt de fleste lure, er det voldsomt, synes jeg, men jeg ved ikke, hvad vi ellers skal gøre. Så nu prøver vi. Worst case må jeg jo hente ham igen.

Men hvordan har han – og jeg – taget det?

So far har Oskar taget det hele nogenlunde som jeg havde forventet – han tager sig god tid til at tage rummet, tingene og menneskerne ind. Vil helst ikke for langt væk fra mig og har set helt forkert ud i ansigtet og er brudt sammen, hvis jeg har været for langt væk på et forkert tidspunkt. Omvendt kan han også godt distraheres i noget tid og har taget det pænt de sidste par gange pædagogerne er gået på opdagelse i huset med ham. Så det går vel så fint, som det kan gå. Jeg har hele tiden vidst, at han ikke ville være et af de børn, man bare kan plante i en bunke legetøj og så gå ud fra, at han er glad – han er super tryghedssøgende og har det generelt bedst hvis jeg er indenfor en radius af et par meter. Og det er netop det, der gør det her så svært for mig.

Jeg har no shit grædt hver dag siden han startede. Ikke sådan hulke-agitg-bryden-sammen, men tårer, der bare løber, når jeg kommer til at tænke for meget over, hvad vi har gang i, fordi det føles så forkert at aflevere det her lille menneske til nogen, der ikke er hans familie. Og det har intet med hverken vuggestuen eller pædagogerne at gøre – de er simpelthen så søde og gør virkelig alt for at se Oskar og tage det hans tempo. Jeg har ikke en finger at sætte på dem! Det er langt mere overordnet, at vuggestue som koncept føles grundlæggende forkert, synes jeg.

Et lille rant om adskillelseskultur og ondt i hjertet, til dem, der gider den slags:

Jeg ved godt, at nogle af jer står af allerede når jeg nævner begrebet “adskillelseskultur” – at det er et begreb, der kun bruges til at shame forældre, der ikke hjemmepasser. For mig at se er det et forsøg på at beskrive en oplevelse af, at vi har gjort institutionaliseringen af helt små børn til normalen i en sådan grad, at det ses som lidt sært at passe sit eget barn. Det er sgu da vildt!

Vi står med en kultur, hvor forældre tvivler på, at de selv er nok for barnet. En kultur, hvor der fra statslig eller i hvert fald kommunal side lægges op til, at institutionalisering af helt små børn er at foretrække over pasning af egne børn. Hvor man knapt nok når at gå på barsel, før man mødes med “glæder du dig ikke til at komme tilbage til det virkelige liv?” – jamen hvad er mere virkeligt, end det lille bitte menneske, som jeg har ansvaret for nu?

Jeg er ved at køre Oskar ind i vuggestue nu, og fra alle sider ses det som fuldstændig normalt, at han begynder at græde, når jeg går. Jamen hvorfor skal jeg så gå? Hvad er det, jeg skal have så travlt med? Hvorfor skal et barn, der ikke engang har lært at gå, vende sig til, at hans primære omsorgspersoner forlader ham i flere timer ad gangen? Jeg kan ikke spørge ham, hvordan hans dag har været og han kan ikke sige det, hvis der er noget galt.

Når børnepsykologer og forskere over en bred kam er enige om, at barnet bør være med sine primære omsorgspersoner de første 2-3 år – eller som minimum indtil de er 1,5 år – hvordan kan vi så som samfund være blevet enige om, at det er helt normalt at starte op ved 10 måneder? Og så oven i hatten gøre det så svært for forældre, der rent faktisk gerne vil passe sine egne børn i den første tid?

Og så skal jeg slet ikke gå ind i snakken om normeringer i institutioner, men av mit hjerte, den dokumentar DR2 lige har sendt var ikke rar at se.

10 kommentarer

  • Anne Sofie

    Hej Nana. Jeg kan fuldstændig genkende dine tanker og følelser, fra da min dreng startede i vuggestue for to år siden. Det var så hårdt, og jeg havde katastrofetanker hver dag.
    Det hjælper dig garanteret ikke lige nu, men jeg vil bare sige, at det bliver meget nemmere! Det blev det for mig i hvert fald. Ret hurtigt begyndte min søn at ELSKE vuggestuen. Han villle og vil stadig aldrig med hjem om eftermiddagen, og når han snakker om sine vuggestuevenner derhjemme, bliver jeg så glad. For de venner han får i vuggeren, giver ham noget, som jeg ikke kan give ham. Og den slags relationer er også så super vigtige.
    Prøv at de om du kan tænke på det – at det bliver bedre og nemmere, og at det allerede er i vuggeren, at han danner sine allerførste, vigtige relationer til ikke-familie❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Åh, den her kommentar <3. Altså du har jo helt ret i, at det slet ikke hjælper på den umiddelbare følelse af, at det er galt – men det er alligevel rart at høre, at jeg ikke er alene om at stå med de følelser her. Kan mærke på min omgangskreds, at det bare er SÅ forskelligt, hvordan man har det med at aflevere.
      Jeg kan også se på de større børn i vuggestuen, at de jo virkelig får noget ud af hinanden! Men jeg har helt ærligt svært ved at spotte det hos dem der er under halvandet/to år. Der virker det mere som opbevaring af småbitte børn, der i løbet af dagen distraheres af nogle søde pædagoger, når de savner mor (og far) for meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Oskar lyder bare ikke som en der har godt af vuggestue. Nogle børn elsker det. Andre gør ikke. Men vi er jo alle helt forskellige mennesker lige fra start, og jeg bliver så ked af at der ikke tages hensyn til det. Vores politikere har så travlt med at lefle for banker og erhvervsliv, og en baby er bare fremtidig arbejdskraft, der skal placeres mens forældrene slaver løs. Jeg er virkelig træt af den indstilling. Som om vi er til for samfundets skyld.

    Min egen elsker sin dagpleje og bliver synligt irriteret hvis jeg afbryder hende i en god leg når hun skal hentes. Well excuse me, jeg har jo bare født dig 😑

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Han er i hvert fald helt tydelig i sin kommunikation – græder, når han fatter, at han er ved at blive afleveret, og græder igen, når han får øje på mig, når jeg henter. Tænker at det sidste er noget med endelig at “kunne give slip” på nogle følelser. Det her er ikke hans valg og det er ikke for hans skyld. Det gør altså ondt. Ville også ønske, at vi ikke havde indrettet os på en måde, hvor man arbejder allermest mens ens børn har allermest brug for en – det er sgu da dumt.

      Haha, fedt med dagplejen, selvom jeg godt lidt kan følge den der “hallo, I made you, elsk mig lige” 😀 <3.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kære Nana, jeg står selv og er i gang med at køre min lille dreng ind i vuggestuen. Jeg er vild med stedet, han er ok sej, når altså ikke lige han er ramt at sygdom. Jeg er vuggestue pædagog på 10. År og har stort set kun set glade børn, og elsker at være pædagog (du kan tro Oskar får mange knus og kram) og glæder mig til at skulle
    tilbage på arbejde… Men, jeg græder også lidt hver dag og kan mærke præcis den samme konflikt indeni, trods jeg ser så meget glæde, gøjl og børneliv hver dag. Tror vi er det man kalder mødre ☺️
    Måske er denne udvikling, hvor vores børn afleveres til andre, den eneste negative ting som er kommet ud af kvindefrigørelsen?!
    Vil egentlig bare give dig et kram og et ubrugeligt løfte om at ALT bliver godt ❤️
    Ps. Tilføj da lige syge børn og det kæmpe pres det er at alt indeni dig vil være der for dit syge barn, men en kæmpe dårlig samvittighed og belastning man er for sit arbejdssted!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Årh, en dejlig kommentar!
      Jeg er heldigvis også virkelig glad for Oskars vuggestue (når det nu endelig skal være). Det er fine rammer, en god grundfilosofi og nogle skide søde, åbne og forstående pædagoger, som jeg føler ser både Oskar og mig.
      Præcis den tanke om kvindefrigørelsen har jeg også haft et par gange de sidste par måneder. Det føles næsten forbudt at sige højt, at man – efter tusinde års uddannelse – egentlig gerne bare vil gå hjemme lige nu. Så det afhænger vist af øjnene, der ser.
      Og tak tak tak, for virtuelt kram og en følelse af, at blive forstået <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Men for at leje djævlens advokat; hvorfor har I så ikke opsparet til netop at kunne klare det i et par år? Hvorfor valgte I at få børn uden at have lidt på kistebunden til netop at vælge at holde op med at arbejde? Danmark gør i forvejen SÅ meget for forældre og for at arbejdende forældre kan have et godt familieliv (børnepenge, barnets-første-sygedag, omsorgsdage, 5-6 ugers ferie, statsstøttet institutioner, gratis lægehjælp, betalt barsel osv osv), at jeg finder det utrolig underligt og privilegere-blindt at folk nu skriver af samfundet, at de også skal fikse dette? Nogle sender med glæde deres børn i institution fordi de passer godt ind i deres liv og barnets liv – andre som jer har lyst til at vente lidt. Men ER det samfundets byrde at løfte og facilitere alle borgernes valg? Kunne I ikke selv tage ansvaret for denne løsning? Alle valg har konsekvenser og samfundet kan ikke bære, at alle pludselig bliver hjemme i fx 2 år. Måske vi en dag har indrettet os sådan og hurra for det, men lige nu skal der vælges til og fra – og man kunne altså sige, at I vil have i pose og sæk, da I allerede har brugt de penge, der skulle bruges nu. Børn dør altså ikke af at være i institution og hvis der nu kigges på forskning, så vil jeg anbefale at de på studier af mikro-stress i børn, for det er påvist at små mængder stress er GODT for børn, da de ruster deres system til at klare voksenlivets udfordringer. Det er faktisk synd at skærme børn så meget, at de ikke kan håndtere fx en skolegang. Ikke at vi er ude i det, men er træt af, at forskningen bliver cherry-picked og fremstillet som, at man er igang med at ødelægge børn ved at de passes af andre end forældrene. Hvordan tror folk at man gjorde det i gamle dage? Der var det fx bedsteforældre, nærmiljøet, venner og bekendte der hjalp til. Det var IKKE moren der havde tid til at passe baby 24 timer i døgnet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Jamen det er da et skide godt spørgsmål! Det er simpelthen fordi, jeg ikke havde skænket det en tanke. Retrospekt er det indlysende for mig, at jeg har det sådan her – det er hverken kommet bag på mig selv eller min omgangskreds – men jeg havde simpelthen ikke tænkt så konkret på hvordan mit liv ville se ud lige nu. Det ved jeg til næste barn ;).
      Jeg kan ikke lige gennemskue, om det er mig, der har formuleret mig dumt, hvis du har det indtryk, at jeg mener, at det er samfundets ansvar. Det mener ikke ikke. Det er mit barn og mit ansvar. Men jeg synes til gengæld godt, at vi som samfund kunne gøre det nemmere at træffe det valg, som jeg allerhelst ville, ved fx at lade den økonomiske støtte følge barnet og ikke binde den til institutionen. Jeg er ikke økonom (tværtimod), så om samfundsøkonomien kan bære, hvis lidt flere vælger at gå hjemme, skal jeg ikke kunne sige. Men måske kunne man spare penge på den lange bane, hvis folk havde mindre stressede liv? Børn såvel som voksne. Det tror jeg faktisk godt, at man kunne få til at gå op, hvis man tænker lidt ud af boksen.
      I øvrigt tænker jeg, at det er helt misforstået, at hjemmepassede børn ikke kommer ud. Havde det kunnet lade sig gøre for os, ville det være noget med at finde en eller flere legegrupper i Århus, så Oskar – ligesom i vuggestuen – ville møde andre børn. I stedet for at møde en pædagog, når han vender sig om, skulle det så bare være mig.
      Jeg synes i øvrigt, at der er en verden til forskel på om et barn passes af onkler, tanter, bedsteforældre og andre, der elsker det eller af end pædagog, der kan være nok så dygtig, men i sidste ende har et professionelt forhold, der stopper efter et par år.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Åhr kan så godt følge dig. Har selv en lille rolig og glad, men tryghedssøgende dreng. Han er skrevet op til start som 11 måneders. Jeg håber sådan, at det hele til den tid vil gå fint, og at vores begges job kan tilpasses, så han får kortest mulige dage i vuggestuen og mest mulig hjemme/familietid <3 Min bedre halvdel er selv pædagog i vuggestue, og jeg ved jo fra ham, hvor godt de prøver at gøre det, men alligevel…det er sådan nogle små poder man skal sende af sted når hjemmepasning og forlænget barsel desværre ikke rigtigt kan hænge sammen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Det passer totalt med Oskar – han startede også ved 11 måneder. Men så er jeg selvfølgelig på dagpenge, hvilket alt andet lige gøre det nemmere at tilpasse mine dage efter hans behov, end hvis jeg havde et job. Min udfordring er så at finde et job, der gør, at det stadig giver mening.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om nattesøvn og allergivenlige dyner