Siden sidst

Gravid i uge 32

gravid i uge 32

 

Og så blev det 32 hele uger. 8 uger tilbage. 4 uger til barsel. Og en fornemmelse af, at maven ikke burde blive større end hvad den er nu…

Så hvordan med alle de der tal? Vi (altså mig og beboeren i maven) holder den ret stabilt med omkring 2 cm om ugen og med cirka 98 cm nu, er jeg altså skræmmende tæt på et taljemål på 1 meter. Det er altså helt vanvittigt! Tidligere på ugen var jeg ved lægen til tjek, og vægten sagde 66,6 kilo (indsæt selv joke om devil spawn). Det betyder altså med andre ord, at jeg slæber rundt på lige knapt 12 ekstra kilo i forhold til normalt. 12! Og de sidder altså ret lokalt på maven og brysterne, så det giver mening, at maven har føltes tung de sidste par uger (og stadig gør det i øvrigt).

Babyen selv vejer lige omkring 2 kilo nu og er cirka 40 cm lang, hvis man holder sig til Gravid app’en. Den amerikanske siger ‘about the size of a jicama) og nej, jeg har ikke den fjerneste idé om hvad det er.

Og ingen problemer eller hvad? Jeg er begyndt at vågne, når jeg skal vende mig om – seriøst ubelejligt, men maven vejer tilsyneladende for meget til at jeg kan ignorere den i søvne. Derudover sidder nederste højre ribben nærmest permanent i klemme, hvis jeg ikke står op, men det er jeg nærmest ved at have vænnet mig til nu. På onsdag smutter Christian og jeg en tur til Vejle Fjord, og jeg glæder mig usandsynligt meget til at føle mig (mere eller mindre) vægtløs i saltvandsbassinet.

Jeg kan stadig sagtens gå de der cirka 5 kilometer uden at mærke noget til maven (andet end en liidt anstrengt vejrtrækning, hvis det går op ad bakke), men jeg har i den her uge ramt muren på en anden måde end tidligere – altså hvor man bare pludselig bliver helt vildt træt i benene. Det hænger vist nok sammen med hvor længe siden det er, at jeg har spist, så konklusionen må være, at blodsukkeret crasher på en anden måde, end jeg er vant til (eller måske bare hurtigere end jeg er vant til – men jeg slæber selvfølgelig også rundt på en del ekstra).

Og garderoben? I var SÅ gode med amme bh’er sidst – tak! Nu er jeg så småt begyndt at tænke i hospitalstaske, så hvis I ligger inde med insiderviden om verdens mest behagelige trusser eller et eller andet andet, som jeg ikke aner, at jeg får brug for, så fyr løs!

Until then: Jeg glæder mig til, at mit tøj falder normalt på mig igen og til at jeg kan være i normale jeans. Årh, hvor jeg glæder mig! Jeg er kørt så død i min garderobe lige nu, at jeg ikke engang gider købe nyt tøj mere. Kom forår, kom baby kom krop uden badebold på midten <3

Er der andet? Ikke det store – jeg føler mig stadig heldig over hvor relativt let en graviditet, jeg har, og så glæder jeg mig helt vildt til at møde mit lille nye minimenneske.

Vi mangler stadig at købe en masse praktiske småting, men jeg skal lige forbi den første, så kontoen har det lidt federe. Så står den på tøj, pusledims, praktisk dims og alt det dims, som vi finder ud af undervejs – kæft, det bliver hyggeligt!

   

2 kommentarer

  • S

    Tager du nogle kosttilskud under din graviditet? Hvis ja, kunne det måske være en idé til et indlæg? – jeg aner intet om det og det ville være nice at høre, hvad andre har erfaring med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Jeg overvejer lidt et indlæg om kost generelt (altså i forbindelse med graviditeten), men until then kan jeg afsløre, at jeg bare tager det helt basic, som jordemoderen anbefalede: En multivitamin specifikt til gravide (Gravitamin hedder den vist) og jern, så tager jeg fiskeolie (det gjorde jeg også før, men det er endnu mere vigtigt lige nu) og da jeg ikke hverken sppiser eller drikker specielt mange mælkeprodukter, tager jeg calcium for at være dækket ind der også :).

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Siden sidst