Fire fine outfits på udsalg

Gravid i uge 30

Gravid i uge 30

Den fortsætter, den mave. Og godt at babyen er så godt beskyttet derinde, for jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange jeg har dasket maven ind i både mennesker og døre. Cirka halv/halv af hver. Jeg kommer hele tiden til at tænke på dengang min kat blev opereret og fik en af de der store plastickraver på – hun forstod slet ikke hvor meget hun pludselig fyldte, så hun blev ved med at gå ind i ting. Det må være cirka sådan her, det føltes.

Jeg er 70 dage fra terminsdatoen og det er helt mindblowing. Min tidsfornemmelse (well, min verden) går lige præcis dertil. Ret flippet. Nå, men let’s get to it:

Så hvordan med alle de der tal? Jeg har droppet idéen om at købe en vægt helt nu. Jeg gider dybest set ikke eje en, og det er alligevel mere håndterbart med et mål, så jeg har fundet mig et målebånd på halvanden meter i Panduro og satser på, at det er nok. We’ll see – pt siger målet 94cm i taljen (mod omkring 60-63 før jeg blev gravid), og da bæbsen tager omkring 200 gram på om ugen nu, kan der nå at ske meget på de 70 dage, der er tilbage til terminen.

Min ene app siger omkring 37 cm og 1600 gram – den anden app siger kålhoved.

Og ingen problemer eller hvad? Det med mit højre ribben er stadig irriterende – det går ind i toppen af maven, hvis jeg sidder forkert og når det først driller, så er det svært at få væk. Derudover er det klart lungekapaciteten, jeg er mest udfordret på, men det er også til at deale med. Hverken bækken, ryg eller lænd generer i hverdagen – den eneste gang, jeg har kunnet mærke noget derhenaf var faktisk i dag, hvor vi gik en lang tur rundt om Årslev Engsø. Omkring ti kilometer vistnok, og der kunne lænden godt mærkes den sidste kilometers tid. Heldigvis ikke som smerte, men mere som en træthed – jeg har lige taget en time på sofaen, og det er væk igen nu. Måske jeg bare har ramt et punkt, hvor jeg aktivt skal huske, at jeg skal passe på mig selv?

Hvad så med cravings? Baby bliver produceret af 50% appelsin og 50% croissant, cappuccino og andet godt. Sugar and spice and everything nice. Det kan kun blive godt.

Og garderoben? Jeg er ved at være rimelig træt af mine preggojeans fra Asos – ikke fordi der som sådan er noget galt med dem, med det er bare SÅ meget af det samme. Jeg savner mine jeans! Der er efterhånden også flere og flere t-shirts, der er røget ind bagerst i skabet, for at skåne dem – bare så det ikke er alt mit tøj, der er teltformet, når jeg får min krop for mig selv igen.

Til gengæld har jeg fundet en fantastisk (teltformet) strik, som jeg simpelthen ikke kan udvide, og en skjorte/bluse/ting fra & Other Stories, som jeg med lidt god vilje kan passe et par uger endnu, og som ellers bliver helt fantastisk til at skjule maven lidt efter fødslen – komplet med dyb udskæring for easy boob-access. Skide smart.

Er der andet? Der er virkelig fart på inde i maven – babyen fylder mere, så jeg kan mærke mere, og det er det hyggeligste og vildeste, jeg nogensinde har prøvet! Til gengæld føles det lidt som om, at maven størrelsesmæssigt tog et (kæmpe)spring over julen, og at den nu vokser i et lidt mere roligt tempo igen. Den er virkelig en badebold nu, så det passer mig egentlig fint nok, haha.

Vi er også kommet dertil, hvor vi snart skal til at købe nogle af de mere praktiske ting, så vi kan få styr på fx pusleplads og sådan. Det bliver mere og mere virkeligt, at det faktisk er et lillebitte menneske, der bløpper rundt derinde.

   

3 kommentarer

  • S

    Hej Nanna. Jeg synes, det kunne være vildt interessant at høre om, hvordan du har det med at skulle være mor snart – og at du og din kæreste skal være forældre. Er det en vild følelse? Er det surrealistisk? Eller er det helt naturligt?
    Jeg er selv lidt ved at vænne mig til tanken om projekt-baby i nærmeste fremtid. Men for søren! Det er både en rar og skør tanke på samme tid. Kan du genkende det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Det kan helt kort samles i ét ord: Surrealistisk! Haha. Det er alt for vildt og jeg glæder mig helt ekstremt, for ja, jeg kan hundrede proscent genkende det, du skriver – det er så god en tanke, og jeg bliver virkelig lykkelig helt ind i knoglerne, hver gang jeg mærker et lille spark – og på samme tid dør jeg af skræk over, at jeg om to måneders tid har ansvaret for et lille, nyt menneske! Det er jo – ja – surrealistisk.

      Det kunne faktisk være et rigtig godt indlæg, hvis jeg kan finde de rigtige ord frem. Det vil jeg prøve på! Tusinde tak for forslaget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Det vil jeg virkelig gerne læse! Jeg tror, rigtig mange kan genkende sig selv i den følelse. Både hvis man er gravid og hvis man snart overvejer at prøve at blive det. Man kan måske have en eller anden – lidt forskruet – idé om, at det bare skal føles helt naturligt og helt rigtigt hele tiden? Og ja, det bør selvfølgelig være en rar og naturlig tanke det meste af tiden, men hvad så når man bliver ramt af den der “Åh nej! Kan vi det? Hvad har vi gang i”-følelse… Det er jo trods alt ret vildt det hele, både det der sker med kroppen, selve fødslen og babyens ankomst. Særligt hvis det er første gang. Så måske handler det om at give de følelser lov til at være der frem for at føle, det er forkert at ha’ det sådan?
      Åh, det er megasvært at sætte ord på ja. Men jeg glæder mig til at læse det indlæg, du måske brygger på 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fire fine outfits på udsalg