6 fra Asos til når jeg får en talje igen

Dreng eller pige?

jellycat bunny

I har godt nok været nysgerrige omkring kønnet på det lillebitte menneske, der omrokerer mine organer i øjeblikket, og det er simpelthen så hyggeligt med interessen! Derfor er det næsten også helt uretfærdigt, at jeg har været så længe om at få indlægget her ud – og endnu mere uretfærdigt, at jeg ikke kan forløse nysgerrigheden – for vi kender ikke kønnet.

Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville kende kønnet før fødslen – mine forældre vidste ikke, hvad jeg var (faktisk troede de, at jeg var en dreng), og det har altid virket enormt rigtig for mig, at det er en del af oplevelsen ved en fødsel.

Men hvad med min kæreste? Vi er jo to om projektet her! Og er han ikke nysgerrig?

Jo (og det er jeg da også). Hans første indskydelse, da resultatet af den positive graviditetstest var sunket ind, var da også, at det skulle vi vide – sådan som en del af forberedelsen – så vi havde en snak om hvilken forskel det egentlig ville gøre. Ingen, nåede vi frem til. I hvert fald ikke for os.

Reaktionerne fra folk omkring os har til gengæld været enormt splittede – enten er folk helt med på tankegangen og synes, at det er det fedeste og mest naturlige i hele verden eller også kigger de på én, som om man er helt væk. Sådan: “Hvad laver I? Der er informationer om barnet, som I har valgt fra!”… Mit indtryk er, at rigtig mange føler, at de har lettere ved at knytte sig til babyen, når det er en ‘han’ eller en ‘hun’ og det er jo også helt reelt, hvis det er sådan, man har det. Det er bare hverken mig eller Christian. Vores lillebitte fælles menneske blopper rundt inde i min mave, og det er faktisk nok.

Vi er også begge to ligeglade med hvilket køn, der kommer ud – så længe den har det godt og er sund og rask.  Nåja, og så slipper vi helt udenom det meget kønnede babygear, der enten er lyserødt med prinsesser eller lyseblåt med, hvad, riddere? Ingen af os kan helt være i den slags, og som I måske lidt kan fornemme, kører vi naturfarver (og næsten-svenske tilstande, haha). Husk nu, det er virkelig ikke for at nedgøre dem, der har det anderledes – alle skal finde ud af, hvordan de bedst er forældre og det er bare enormt individuelt.

Som en lille bonus tænker jeg, at det måske kan virke ekstra motiverende under fødslen? At man er tæt på at finde ud af, hvad det er for en lille en, der er på vej ud i verden?

Og og og – nu er jeg jo nysgerrig! Hvordan har (eller havde) I det med at kende eller ikke kende kønnet? Hvorfor vælge det ene over det andet? Er vi helt vanvittige for at vælge information fra eller er det det mest naturlige i verden?

jellycat bunny

   

15 kommentarer

  • Ida

    Jeg ville faktisk ikke kende kønnet. Men min kæreste ville, og jeg synes hans begrundelse med at det ville hjælpe ham til at knytte sig mere til barnet under graviditeten var helt fair. Det er jo ikke ham, der får lov til at mærke et lille væsen inde i sig 🙂 Jeg troede så ikke en skid på at han kunne lade være med at fortælle mig kønnet i 20 uger, hæh! Vi fik kønnet at vide og blev begravet i forfærdelige lyserøde blonde-ting. Nej hvor jeg slet ikke kan med det – altså hverken selve farven eller konceptet om at kønsdele skulle være så afgørende når man er 2 dage gammel og ikke skal lave andet end at spise og sove 😩

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Ah, den er lidt tricky – jeg er ret glad for, at min kæreste købte “hvad vil det ændre for dig op til fødslen?”, for man er jo to om det, og jeg har også tænkt, at det må være svært ikke at være den, der mærker liv hele tiden.

      Hahaha, oh, lyserøde blondeting. Det er virkelig også sådan et scenarie, jeg bare ikke kan se mig selv i! Tror faktisk også, at det for mig ville være endnu værre med det lyserøde prinsessshow end med et tilsvarende lyseblåt – jeg kan alligevel bedre med blå. Men ja, det er selve det, at ‘kønne’ et så lille bitte menneske, som jeg virkelig har det stramt med. Det virker simpelthen helt skørt – og så er der jo så meget fint babytøj i de fineste naturfarver og -materialer derude <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg havde det faktisk lidt på fornemmelsen må jeg sige 😉 Og jeg er helt enig. Når jeg engang skal have børn, vil jeg også nødig vide kønnet. Vi kan styre så meget i vores liv i dag – jeg synes egentligt der er noget fint over, at på det punkt har man ingen indflydelse 🙂 Og så tænker jeg at spændingen bliver – om muligt – endnu større. Dermed ikke et ondt ord sagt om folk der har det anderledes! Jeg kan bare i høj grad føle hvordan I har det 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma

      Og når jeg skriver man ikke kan styre det ved jeg selvfølgelig godt at man heller ikke kan vælge om man vil have det ene eller det andet uanset hvad 😉 Men jeg synes der er noget fint i, at med alt det vi kan i dag, så er der alligevel noget vi ikke har kontrol over 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Den er jeg helt med på – det er en af de ting, som man aldrig før i tiden har vidst før fødslen, og det synes jeg, at der er noget rigtigt i. Det er selvfølgelig helt vildt individuelt og vi valgte fx også fostervandsprøven til, selvom det “naturlige” havde været ikke at teste noget som helst. Det hele er en balance, og jeg tænker, at det vigtigste er, at man mærker efter, hvad der føles rigtigt for én selv og ens partner.

      For os herhjemme er det helt klart en del af spændingen ved fødslen, at se hvem der kommer ud <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Ih, hvor spændende!
    Jeg kunne ikke, ikke vide det 😀 vi har betalt for kønsscanning (i uge 15) til både vores søn og lillesøster (der forhåbentlig snart melder sin ankomst).. Jeg var enormt nysgerrig, men jeg tror den største gevinst var for min mand. Han har virkelig følt en kæmpe forskel hver gang ift tilknytning og det er for os blevet mere ‘virkeligt’ efter vi kendte kønnet (også selvom vi var fløjtende ligeglade med udfaldet) – han er i øvrigt meget misundelig over graviditeten og ville ønske at han også kunne få lov at opleve det på egen krop 🙂
    Jeg forstår 100% dem der ikke vil vide det, og det ER jo også det mest naturlige! Og respekt til jer og dem der kan sige ‘nej’ til den mulighed – jeg kan ikke 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Haha, jamen det er bare helt vildt individuelt, hvad der er mest rigtig, når man står i situationen – jeg kan sagtens sætte mig ind i, at nogen knytter sig til ‘maven’ på en anden måde, når det er en han eller hun i stedet for en den. Måske specielt for manden, der netop ikke får lov til at mærke alle de små livstegn (men som så heller ikke skal deale med mærkelig preggokrop, smertefuld fødsel og hvad jeg går ud fra er et liiidt op ad bakke kropsprojekt bagefter også, haha).

      Det er generelt lidt noget sjovt noget, det med naturlighed i forhold til både graviditet og fødsel – jeg oplever, at naturlig = mest rigtigt, men sådan er det jo ikke nødvendigvis. Vi valgte fx fostervandsprøven til og i forhold til fødsel og fx epidural, forstår jeg edermanme også godt dem, der vælger det til. For mig handler det bare om at finde ind til det, der virker mest rigtigt for en selv og partneren 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Vi vidste fra start, at vi ikke ville kende kønnet. Da jeg havde født og det lille nye menneske kom op på min mave, tænkte jeg slet ikke på hvilket køn det var. Glemte faktisk helt at spørge eller selv tjekke. Først efter lidt tid sagde jordemoderen: “En velskabt lille pige”. Dér slog det mig, hvor ligegyldigt det er at kende kønnet på forhånd og hvor lidt det egentlig betyder (for mig altså) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Årh, det er virkelig smukt, synes jeg <3. Jeg gætter på, at jeg er tilpas nysgerrig på det tidspunkt (og ved i hvert fald, at min kæreste er det), men jeg kan godt følge dig faktisk. Jeg har virkelig heller ingen præferencer, så længe den bare er sund og rask.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Min kæreste og jeg er også helt enige i ikke st ville vide kønnet når den tid engang kommer. Vi tænker bare det kunne være lidt hyggeligt at få den overraskelse med på vejen, og vi undgår også det lyserøde/lyseblå helvede, som du nævner 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Haha, ja, det er altså virkelig en bonus, man ikke skal se bort fra ;).
      Jeg synes også, at det er en del af det, at gå og være spændt og glæde sig, at jeg ikke aner, hvem der kommer ud til os om nogle måneder 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Ihhhh hvor spændende at I ikke kender kønnet! Synes også det er en super hyggelig tanke ikke at vide kønnet, men for mig var det nødvendigt. Jeg er meget struktureret og har svært ved at håndtere uforudsigelige ting og sager, så jeg havde brug for en slags mental forberedelse på livet som mor og det indebar at jeg gerne ville vide om det var en dreng eller en pige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      Det kan jeg sagtens følge – det var som beskrevet også min kærestes første indskydelse (og han er netop den klart mest strukturerede af os herhjemme). Efter en lille snak var han heldigvis med på, at det måske i virkeligheden ikke betød så meget, men det er jo vildt forskelligt fra person til person, hvordan man har det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mine forældre har heller ikke valgt, at se kønnet på nogle af os børn, men ved ikke hvad jeg selv ville vælge, når det bliver min tur. Et eller andet sted, tænker jeg at vente må være så hyggeligt, men øj, fristelsen må også være stor (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana Bech

      HELT VILDT! Hahaha. Vi var jo til scanning stort set lige da vi havde fundet ud af, at jeg var gravid, og da det var så sent, kunne vi sagtens have fået kønnet at vide der. Vi skulle decideret kigge væk fra skærmen, da scanningsfidusen skule forbi det område – det var virkelig specielt!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 fra Asos til når jeg får en talje igen