Festival

Sponsorerede indlæg – en tankestrøm

2012 aug3

Det bliver en mere teksttung omgang end normalt – så er i advaret. Men jeg håber virkelig, at i læser det hele (eller bare det meste) og giver jeres besyv med.

En del af de argumenter, der altid går igen i debatten omkring samarbejder og sponsorerede indlæg er, at det skaber ensartethed på de store blogs og at den enkelte blog mister noget personlighed idet et indlæg produceres for en modydelse. At det bare er endnu en reklame – som de fleste er trætte af – skjult som et indlæg. Det kan for læseren virke påtaget og falsk, når fx lommetørklæder(?!) pludselig er talk of the town på en stort antal modeblogs – problemet her er for mig at se, at man som læser sidder med fornemmelsen af, at den blogger som man føler, at man kender og kan stole på ville skrive om næsten hvad som helst, hvis bare dealen er god nok.

For mig at se kommer det helt an på typen af sponsorerede indlæg – og på bloggeren selvfølgelig. Jeg har skrevet flere sponsorede indlæg og indlæg i samarbejde med firmaer – men aldrig indlæg, som jeg ikke kan stå inde for OG som jeg mente havde relevans for jer som læsere af netop min blog. For jeg kan da sagtens stå inde for lommetørklæder med balsam – faktisk er de skide smarte – men det hører i mine øjne slet ikke til herinde og derfor bliver sådanne indlæg sorteret fra. Og sådan tror (eller håber) jeg faktisk, at der er rigtig mange bloggere, der gør.

Derfor er der også noget i mig der stritter, når en (sød og velmenende – det ved jeg godt 😉 ) læser, foreslår, at jeg gør opmærksom på om indlægget er sponsoreret i starten af indlægget i stedet for i bunden. Pointen er så, at man allerede på bloglovin’ kan se, at indlægget er sponsoreret og så let og nemt springe det over. Det har virkelig sat nogle tanker i gang hos mig (som i nok kan se) – for vil i helst bare springe over sponsorerede indlæg som dette? Det er jo ikke et indlæg som jeg ligger mindre af mig selv i, end alle andre indlæg herinde – tværtimod tænker jeg ofte længere over hvordan jeg skal lave det og hvad jeg skal skrive, da jeg netop ikke vil lave ‘endnu et sponsoreret indlæg’.. Jeg synes selv, at kvaliteten er absolut på linje med resten af bloggen både visuelt og tekstmæssigt i samarbejde og sponsorerede indlæg herinde – ellers havde jeg jo ikke udgivet det.

Jeg vil virkelig, virkelig gerne høre jeres tanker omkring det her emne: Vil i springe sådanne indlæg over, hvis i kan se det allerede på bloglovin’? Får i virkelig så lidt ud af dem – altså bliver et indlæg dårligere af, at der står sponsoreret/samarbejde i det? Og er jeg en røv, hvis jeg bliver ved med at skrive det i bunden fordi det 1) rent æstetisk er pænere og 2) fordi jeg selvfølgelig ikke ønsker, at i springer det over uden at kigge på det?

(Og on a side note – give-aways er jo også sponsorerede, men dem har jeg sjovt nok aldrig læst brok omkring ;).. Skal jeg så også skrive i toppen af dem, at de er sponsorerede og så bare grine lidt af dem, der springer en god give-away over ud fra et generelt princip om, at alt sponsoreret er røv?)

Follow on Bloglovin

10 kommentarer

  • Maria

    Personligt synes jeg at det er god stil at skrive det i starten af indlægget. Ikke fordi jeg (nødvendigvis) springer over det, men fordi jeg læser et indlæg, som er sponseret med andre øjne. Og så er det bare rart at vide det inden…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg synes du er rigtig god til det med sponsorerede indlæg! Men jeg vil også gerne vide det inden jeg læser. Ikke fordi jeg springer indlægget over så – jeg skimmer det stadig igennem. Men mere fordi at så ved jeg det, og kan tænke over det. Hvis det står til sidst føler jeg mig ofte snydt når jeg når ned i bunden 🙂

    Jeg har som sådan ikke noget imod sponsorerede indlæg. Men alt med måde, og det er det du er god til. Den gang med de “balsam-klude” der stod jeg helt af. Det ville de jo aldrig have skrevet om hvis de ikke fik noget for det. Lige for tiden florerer der også sponsorerede indlæg om Esprit. Jeg bliver altså lidt sur når en blogger skriver “Kender I det med, at der er mærker, man bare overser? Sådan har jeg det med Esprit, som jeg sjovt nok aldrig tænker over at kigge hos, når jeg er på udkig efter brugbart basistøj og ikke har lyst til at give en formue. Og det er faktisk en stor fejl, for de har et kæmpemæssigt udvalg (MEGET større end jeg troede), og priserne er yderst rimelige. Ikke mindst i øjeblikket, hvor de holder udsalg”. Det lugter langt væk at det er sponsoreret, og bloggeren giver selv udtryk for at hun ellers aldrig ville købe noget der (sådan læser jeg det). Jeg har ikke noget imod denne blogger, jeg synes normalt hun gør det rigtigt godt, men altså. Og det har jeg set på flere blogs hvor de uden videre har fået øjenene op for Esprit og indset hvor fantastisk det er. Ej, come on 😉 Hvis du ikke ville skrive om det uden at få betaling (og det tror jeg næppe de ville), så skal du heller ikke skrive om det bare fordi du bliver betalt for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jaok, jeg kan godt lidt fornemme, at det er generelt det der med at føle sig lidt snydt, når det først står i bunden.. Så selvom min pointe egentlig ligepræcis var, at jeg jo er lige så meget mig i de sponsorerede indlæg, så skal jeg måske bare flytte det op i starten af indlægget og bide æstetikken i mig :).
      I forhold til det der med at ‘få øjnene op’ for et mærke/en webshop/whatnot så kan jeg godt følge dig – jeg har selv tænkt det nogle steder. Men omvendt er der også fx webshops som jeg selv ikke kendte eller havde prøvet før jeg fik et samarbejde med dem – og det er shops, som jeg er rigtig glad for at kende i dag :). Har også fundet glimrende tilbud gennem andre bloggeres sponsorede tilbud, så den er lidt dobbelt, synes jeg..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg må desværre indrømme at jeg som regel springer over sponsorerede indlæg. De hænger mig simpelthen ud af halsen, for at sige det helt ærligt. Desuden, så synes jeg lidt at hele den troværdighed som er bloggernes force, fordi de netop er personlige, udvandes sideløbende med brugen af sponsorerede indlæg. Jeg har aldrig købt nogle af de produkter der florerer som sponsoreret, netop fordi jeg synes at den positive anmeldelse af produkter virker uærlig og påtaget. Hvis produktet virkelig havde været så fantastisk, så havde man jo nok givet en positiv anmeldelse uanset om man fik betaling eller ej – selvfølgelig med forbehold for de produkter man ikke anede eksisterede, men den del opvejer stadig ikke det andet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mange tak for din kommentar :)! Altså min pointe var jo egentlig, at jeg kan stå inde for de sponsorerede indlæg – at de er lige så ærlige, som hvis de ikke havde været sponsoreret. For mig er det en mulighed for at prøve nogle produkter, som jeg længe har ønsket at prøve – langt de fleste (hvis ikke alle) mine samarbejder har givet mig frit valg indenfor bestemte prisrammer og ind i mellem bestemte kategorier/mærker. På den måde er det for mig på SU en måde at prøve produkter, som jeg ellers ikke havde haft råd til lige med det samme – og for jer som læsere til at få en personlig anmeldelse og ikke bare en webshops beskrivelse af et produkt.
      Men derfor kan man jo godt, som læser, føle at en anmeldelse er alt for påvirket af, at bloggeren har fået produktet gratis :). Jeg vil begynde at skrive det i toppen og så håber jeg, at flertallet alligevel vil læse indlæggene og få noget ud af det – og så kan i andre springe over dem, der ikke siger jer noget. Det er nok bedst for alle 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    For at være ærlig, så rører det mig ikke om et indlæg er sponsoreret eller ej. Så længe det har relation til bloggen og den respektive blogger. Så for min skyld behøver du på ingen måde skrive det i toppen af indlægget. Jeg forstår ikke, der er så mange, der har noget i mod sponsorerede indlæg – jeg tror muligvis ikke, de er klar over, hvor meget arbejde I faktisk lægger i at blogge, så hvis ikke man skulle have lidt ud af det bare engang imellem, ja så ved jeg ikke…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Se, det er nemlig også sådan jeg lidt tænker det – og også med det forbehold, som du nævner, nemlig at det skal give mening for både blog og blogger. Der hvor jeg selv står af på sponsorerede indlæg er nemlig, når jeg ikke fatter hvad de laver på en given blog – heller ikke selvom dealen for bloggeren har været god (; .. Men det er fedt at høre, at der også er nogen, der ikke har tænkt det som et problem :)!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • ida

    Jeg må hellere kommentere – nu da det var min kommentar, der udløste dit indlæg 😉
    Jeg burde nok have uddybet min pointe med kommentaren, men nu kan vi tage den her. Først og fremmest vil jeg gerne rose dig – for jeg kan sagtens mærke, at du vælger dine sponserede indlæg/samarbejder med omhu og gør ligeså meget ud af at skrive dem som almindelige indlæg! Men det er måske også netop dét, der fik mig til at skrive kommentaren – fordi jeg netop op til flere gange (muligvis alle de gange, jeg har læst dine sponserede indlæg) har læst dem med “ikke-sponseret-indlægs-øjne”, hvis det giver mening? Og så når man bunden, hvor du så fint oplyser, at det er skrevet i samarbejde med xx – og så føler man sig på en måde “snydt”, som en anden har skrevet.
    Så længe sponsorerede indlæg er relevante, troværdige og er skrevet med personlighed så jeg føler, at jeg får noget ud af indlægget – udover reklamen – så vil jeg gerne læse dem! Og sådan synes jeg alle dine har været indtil videre (og jeg læser f.eks. også altid RockPaperDresses’ af samme grund). Men det ændrer ikke på, at jeg synes oplysningen skal komme i starten af indlægget sådan, at man som læser har muligheden for at fravælge det! For der er ved Gud mange sponserede indlæg uden hjerte at finde i blogland – og dem vil jeg gerne have muligheden for at kunne springe over. Og selvom du selv – og jeg er enig – mener, at der er hjerte i dine sponsorerede indlæg, så synes jeg stadig vi som “forbruger” af bloggen har ret til selv at vurdere det og fravælge “produktet”, hvis vi har lyst.
    Kan du følge mig? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ok, så kom jeg tilbage til min computer – better late than never, ikke ;)?
      Som du også nævner, er i flere, der peger på samme problem – som jeg slet ikke havde tænkt over, men som jeg virkelig godt kan fælge, nu hvor i siger: Nemlig at man læser indlægget med andre øjne og dermed kan føle sig lidt snydt, når man finder ud af, at det er et samarbejde.. Og selvom min pointe netop var, at det jo stadig er mine ord, meninger og whatnot, så kan jeg godt se dilemmaet. For i kan jo sådan set aldrig helt vide, om jeg pynter på sandheden eller ej (hvilket jeg i øvrigt godt lige vil slå fast, at jeg ikke gør 😉 ).. Der er nemlig bare det med en blog, at selvom man føler, at man kender bloggeren, så stoler man ikke hundrede procent på denne – jeg er nok også selv mere kritisk over for andre bloggeres sponsorede indlæg. Modsat ville jeg jo aldrig stille spørgsmåltegn, hvis min veninde anbefalede mig et produkt, som hun havde fået i gave.. Håber du kan følge logikken her?
      – Det jeg tager med mig fra det her kommentarfelt er i hvert fald, at jeg har nogle fantastiske, velovervejede og velformulerede læsere – og så at jeg skal give informationer som ‘sponsoreret’ e.l. i starten af indlægget. For det er god stil og jeg vil ikke være en røv 😉 .. Så mange tak for både at lægge den første kommentar, der trickede tankestrømmen – men også for at uddybe det her. God stil (:

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Festival